Vandværket

I 1930 anlagdes Davinde Vandværk. Det blev placeret ved siden af en vandboring, anlagt af Odense Kommune, der ønskede at være på forkant med vandforsyningen i oplandet. Odense Kommune ejede boringen indtil 1949, hvor Davinde Vandværk overtog den. Vandtrykket var stort nok til at kunne forsyne en by som Kerteminde, ifølge Odenses daværende vanddirektør hr. Andrup. Den var 80 meter dyb.
Før vandværket blev etableret, blev vandet pumpet fra bækken gennem en septiktank ud til forbrugerne, fordi bækkens vand blev betragtet som kildevand. Kilden udsprang bag ved savværket. Før vandboringen var der intet tilløb af dræningsvand, og der var intet byggeri, som forstyrrede vandets kvalitet. I de sidste årtier inden Davinde blev kloakeret i midten af 1960’erne, og efter vandboringen blev taget i brug, blev der dog ledt spildevand ud i bækken. Frede Aagaard Frandsen husker tilbage på – med lige dele græmmelse og overbærenhed – hvordan de unge drenge drak af mølledammen, som bækken løb igennem i fodboldkampenes halvlege.

Ifølge Ove Corneliussen, der var formand for Davinde Vandværk i 40 år fra 1963, er der to vandlag under Davinde delt af tykke lag jord og kalk. De har ikke forbindelse med hinanden, og bækken springer fra det øverste lag, mens vandboringen går til den nederste. Grundvandet står højt i sognet, så der er ikke mange kældre i Davinde. I 1960’erne havde Corneliussen vand i kælderen hver vinter, men trykket i bækken er formindsket efter, at gravearbejdet i sognet har skabt så mange vandhuller.
Du kan læse en reportage fra en generalforsamling i Davinde Vandværk i På sporet af den fynske ølkultur af Jakob Skovdal, Kasper Friis og Thomas Friis Wegener fra 2009.

BILLEDE af vaskesten ved bækken i Davinde.
https://samlinger.natmus.dk/dnt/asset/52677 

Tilbage til Kend dit Davinde